Behandlingen er en kombination af øreakupunktur og massage.
De to ting supplerer hinanden godt – særligt når tinnitus hænger sammen med spændinger eller stress i kæbe, nakke og skuldre.
Sådan forløber en behandling
Vi starter med en kort samtale om, hvordan din tinnitus opleves, og hvad der forværrer eller lindrer den.
Derefter sætter jeg nålene i øret. Det er meget tynde nåle, og de fleste mærker kun et lille prik. Du ligger afslappet i ca. 20–30 minutter, mens de virker – mange falder til ro undervejs, og enkelte falder i søvn.
Når nålene er taget ud, arbejder jeg videre med massage i ca. 30 minutter. Her har jeg fokus på nakke, kæbe, tindinger og skuldre – de områder, der ofte er med til at vedligeholde lyden.
Vi lægger nålene først, fordi du så er faldet til ro, inden jeg begynder at arbejde med hænderne – og fordi jeg bagefter har fri adgang til øret og området omkring det.
Hvad kan du forvente?
Tinnitus reagerer forskelligt fra person til person. Nogle mærker en lindring allerede efter første behandling, mens det for andre først viser sig efter nogle gange. Vi plejer at aftale et forløb og derefter evaluere sammen, om det giver mening at fortsætte.